You are hereInfoaften for nye frivillige 16. november
Infoaften for nye frivillige 16. november

Omtrent en tredjedel af alle voksne danskere er engageret i en eller anden form for frivilligt arbejde. I Aalborg Kommune er der op imod 35.000 personer, som bruger tid på frivilligt arbejde og heraf ca. 10.000, som yder en indsats for en social forening. De frivillige drager omsorg for ensomme, børn og unge, ældre, misbrugere, flygtninge, psykisk og fysisk syge, handicappede, voldsramte kvinder og mange andre socialt udsatte grupper. Men der er brug for mange flere frivillige hænder i Aalborg.
De Frivilliges Hus inviterer derfor nye frivillige til en gratis informationsaften tirsdag den 16. november kl. 17.00-20.00 i De Frivilliges Hus, Mølholmsvej 2, 9000 Aalborg.
Der serveres et let traktement og kaffe/the til alle deltagere..
Tilmelding senest 15. nov. til De Frivilliges Hus, tlf. 9811 1344, mail: morten@frivillighuset.dk
På én aften får du chancen for at høre om mulighederne for at få et frivilligjob, der passer til dine ønsker, din kalender og dit liv. Vi hjælper dig med at finde et frivilligjob, der matcher dine interesser og kompetencer. Det kan være alt fra at være lektiehjælper eller besøgsven til at arbejde med ensomme unge, at arbejde i en genbrugsbutik eller på væresteder eller hjælpe foreninger med pr, it eller bestyrelsesarbejde.