You are hereTemaaften om selvhjælp onsdag d. 1. februar 2012

Temaaften om selvhjælp onsdag d. 1. februar 2012


By Morten Larsen - Posted on 15 november 2011

Om positiv tænkning og respekt for sorgen
Temaaften for foreninger/frivillige, der arbejder med selvhjælpsgrupper
Onsdag den 1. februar 2012 kl. 16.30-21.00 i De Frivilliges Hus, Aalborg

De Frivilliges Hus inviterer alle med interesse for selvhjælpsområdet til en spændende temaaften i selskab med interessante mennesker onsdag den 1. februar kl. 16.30-21.00 i De Frivilliges Hus.

Temaaften for dig, der arbejder med selvhjælp!
Invitationen gælder alle, der arbejder med selvhjælpsgrupper.... uanset gruppens emne.
Selvhjælpsområdet i Aalborg Kommune er meget stort og varieret. Der er mange foreninger, der tilbyder grupper indenfor det emne, de har fokus på. De Frivilliges Hus vil gerne understøtte det store og vigtige arbejde, der foregår i grupperne, og give ny inspiration og skabe mulighed for, at der kan dannes netværk og kontakter på tværs af foreningerne og deres emner.
Fælles for alle grupperne er, at de har at gøre med mennesker, der har været igennem en krise. Mennesker, som har oplevet et tab af en art og som skal til at finde fødderne og et ståsted i en verden, der ser meget anderledes ud end den gjorde før krisen, før tabet.

Om positiv tænkning og respekt for sorgen
Denne aften vil der være fokus på krisen som det, der kan tilføre livet nye dimensioner og nye værdier, trods tabet. Der vil være fokus på den livslære og livskvalitet, der ofte ganske uventet viser sig som et produkt af krisen, når man er landet på den anden side af det ingenmandsland, krisen ofte kan opleves som.

Der vil være et oplæg af - og dialog med - Samtalefilosoffen Marie Lund, hvor vi sammen vil overveje, hvordan man kan gribe fat i ”dette positive” uden at krænke den kriseramte, som endnu ikke ved, hvordan det hele ender, eller som fortsat er mærket af tabet. Hvordan kan man være bærer af håb og mod i samtalen, samtidig med at man har respekt for den andens oplevelse af, at det, der er sket, slet og ret – eller i hvert fald først og fremmest – er forfærdeligt?
Hvordan kan man som hjælper forsøge at fremme livskraften og skabe nyt mod hos den fortvivlede, uden at han/hun blot føler sig misforstået eller forkert?
Der vil være fokus på hvilken slags samtale det er, der foregår i selvhjælpsgrupper, hvad deres kvalitet består i, og hvordan man kan fremme livskraften hos hinanden gennem disse samtaler.

Der vil være lidt at spise i løbet af aftenen og mulighed for at tale med andre selvhjælpsfolk, og der vil efter spisningen være workshop-præget aktivitet, hvor vi vil gå mere i dybden med emnet, og hvordan vi kan anvende det i praksis i selvhjælpsgrupperne.

Tilmelding til temaaften om selvhjælp
Senest 20. januar 2012 til De Frivilliges Hus, tlf. 9811 1344, mail: morten@frivillighuset.dk
Det er GRATIS at deltage, og der er plads til ca. 20 deltagere (max 3 pr. forening).
Ønsker du flere oplysninger så kontakt gerne De Frivilliges Hus.

XML kilde